VillaBlide

Første gang

Måske sidder du lige nu og overvejer at kontakte mig, men er kommet lidt i tvivl. Du spørger dig selv: Er det noget for mig? Kan jeg ikke bare klare det selv? Er det nu det rigtige? Ja – du kan selv sætte dine spørgsmål ind…

Det er helt ok at komme i tvivl og være usikker, men svarene kan kun du finde.

Nu er du landet på min side, så noget har vakt din nysgerrighed. Se dig omkring – måske kommer svaret til dig. Det kan også være, at du har brug for en uforpligtende samtale på telefonen.

Når du besøger mig første gang, starter vi med en kort samtale, så vi er enige om, hvad du er kommet for at forandre, og hvad vi skal arbejde sammen om. Du vil også få en kort introduktion til mine værktøjer, hvordan jeg arbejder, og sammen finder vi vejen frem.

Uanset din udfordring eller problemstilling, tager jeg altid udgangspunkt i dig på dagen. Hos mig er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert – det er som det er, og derfra starter vi!

Du kan i øvrigt tale frit – jeg har tavshedspligt.

Sessioner eller forløb?

Om du har brug for enkeltstående sessioner eller et forløb, afhænger blandt andet af temaet for dit problem, hvad du ønsker at forandre, og hvad dit mål med behandlingen er. I forbindelse med fx fobier, kan en enkelt session af og til være nok, men i mange tilfælde vil et par opfølgende sessioner styrke din forandring. Forandringer af dybereliggende problemstillinger, mønstre og vaner strækker sig ofte over flere gange eller i et struktureret forløb, der sikrer dig rammen for at du kan skabe den transformation, du i virkeligheden har behov for.

Garantier og udbytte

Jeg kan ikke give garantier for dit udbytte af sessionerne hos mig. Det afhænger af mange faktorer – jeg fungerer som facilitator/katalysator, men det er dig, der skaber forandringerne. Jeg ønsker dog hverken at spilde din eller min tid, og har du oplevelsen af, at du slet ikke får noget med dig, eller at jeg ikke er den rigtige facilitator for dig, så er det bedst at finde en anden løsning.

Skulle det ske, at du kommer med en problemstilling, som jeg ikke ser mig i stand til at hjælpe dig med, da vil jeg være ærlig og kan i de fleste tilfælde henvise til en i mit netværk af dygtige behandlere.

Det etablerede sundhedsvæsen og medicin

Sessioner hos mig kan og bør ikke være en erstatning for behandlingstilbud fra det etablerede sundhedsvæsen. Se det som et supplement eller som en mulighed, dér hvor det etablerede system løber tør for tilbud.

Jeg vil rigtig gerne vide, hvis du er i behandling andre steder, og om du tager medicin, som evt. kan have indflydelse på dine fremskridt hos mig.

Er du under 18 år?

Er du under 18 år skal du have dine forældres samtykke. Dine forældre skal ikke nødvendigvis deltage i selve sessionen, men jeg tager meget gerne en samtale med dem enten på telefon før der reserveres tid, eller de kan være med ved sessionens begyndelse.

Behandlingerne hos mig foregår enten i en stol eller på briksen.

Du er altid velkommen til at kontakte mig på mail eller telefon.