Om parkeringsengle og tomhed

TomhedOgParkering

Kender du parkeringsenglen? Hende du (måske) ikke tror findes men alligevel kalder på, når du er på vej ind til en overophedet storby, et storcenter eller den lille ensrettede gade. Hende du henter hjælp fra, når du har særligt brug for en p-plads i et område, der normalt aldrig aldrig aldrig har ledige pladser. Og måske har du oplevet hvordan heldet er med dig – og du hvisker hende et stille tak – din parkeringsengel.

Jeg elsker det og bruger hende ret så tit, men vidste du, at parkeringsenglen også er sindssyg god til at finde andet end parkeringspladser?

Når jeg oplever en indre tomhed, ser jeg det som et tegn fra min personlige parkeringsengel. Hun viser mig, hvor der er plads –  til mig! Og ofte er det sted tættere på end jeg nogensinde havde turde håbe. Faktisk skal jeg aldrig gå særlig langt, så er den der – al den plads – når blot jeg har tillid og spørger efter den.

Og når jeg har parkeret, har jeg sparet så meget tid, at jeg har overskud til at tale med den – tomheden, som jeg langsomt men sikkert begynder at fylde med alt det, der gør godt for mig!

Hun er verdensklassemester til at finde plads – min parkeringsengel. Du må godt låne hende – hun kan også finde plads til dig, men hvad du vælger at bruge den plads til – det er din egen sag!

Om bridgeblanding, tandlægebesøg, firewalking og Emil fra Lønneberg

2018-02-26

I min klinik hjælper jeg blandt andet folk med tandlægeskræk til at komme over det eller i det mindste så langt, at de kan holde et rimeligt tandpasningsplejeprogram kørende. I sidste uge var det imidlertid min tur til at sætte mig i tandlægestolen – og ikke bare til et rutineeftersyn, men med en knækket tand.

I vinterferien skulle jeg sætte en håndfuld bridgeblanding til livs. Det gik så stærkt, at jeg først bagefter opdagede, at jeg sammen med choko-rosiner og lakridspinde havde slugt et stykke af min kindtand også.

Efter vinterferie og andre overspringshandlinger fik jeg ringet og bestilt tid og kom faktisk til allerede dagen efter. På vej til tandlægen bildte jeg mig selv ind, at den travle tandlæge nok først skulle se tanden, lægge en plan og give mig en ny tid, før jeg for alvor skulle under behandling. Og regningen ville jeg så også have tid til at vænne mig til tanken om – hvad er det nu en rodbehandling og en krone koster?

Ved brug af alle vejrtrækningsteknikker, tapperi og selvhypnose fik jeg sat mig nogenlunde roligt i stolen og fik også sagt til søde tandlæge Bent, at jeg var ok med at vi nok skulle ses et par gange efter hinanden. Men nej – Bent kiggede på tanden, pustede med luft-pinde-dimsen, gryntede lidt og sagde, at han hverken så det nødvendigt med rodbehandling eller krone. Faktisk skulle han bare lige bore en smule og lappe med lidt plastik. Og det ville han gøre med det samme. Bedøvelse burde ikke være nødvendigt.

Ok – var virkelig glad for beskeden om, at jeg kunne beholde min egen tand lidt længere og det faktum, at jeg ikke skulle finde flere ledige tider i kalenderen var da også rart – men blive boret uden bedøvelse…..nej vel? Det synes jeg faktisk ikke var så fedt, men nuvel – nu havde jeg jo klaret den kolde luft på mine ellers ret så følsomme tænder, så et par sekunders bor klarede jeg vel også. Trak dog et sidste selvhjælpskort op ad hukommelseslommen – en remse jeg lærte for virkelig mange år siden:

Release your mind – see what you find – and bring it back home to your people!

Jeg har nemlig engang gået på glødende kul – TO GANGE i træk! Uden at brænde mig! Jeg forstod det aldrig helt og har desværre smidt billedet væk af mig på kul, som kan bevise, at jeg skriver sandhed, men jeg gjorde det!

Forinden var jeg og de andre på holdet blevet forberedt gennem en hel eftermiddag. Lagde blødt ud med slå-bræt-over og hop-fra-stol-ned-på-glasskår øvelser, før vi byggede bål, mens vi lærte og messede ovennævnte remse. Det var før jeg tog hypnoseuddannelsen og virkelig erkendte, at vores krop og sind i den grad er fantastisk, men jeg opfangede alligevel en flig af det potentiale, der ligger gemt i os alle – og både remse og oplevelse kørte mange gange i mit hoved i ugerne efter.

Og som om jeg aldrig har gjort andet, så bruger jeg den hver gang jeg skal noget, som jeg forventer vil gøre ondt, være svært eller ubehageligt. Jeg messer for mig selv ”release your mind, see what you find, and bring it back home to your people” igen og igen, præcis som vi gjorde den aften rundt om bålet og under den glødende vandring.

Og det virker hver gang – også denne gang hos tandlægen! Jeg blev boret, der blev sat plast på, lyst og pustet med kold luft og efter 15 minutter rejste jeg mig fra stolen med en følelse af stolthed, glæde og lettelse – præcis som dengang jeg gik på gløderne uden at brænde mig.

Når jeg deler denne historie, er det ikke fordi, du skal lære remsen og bruge den ved dit næste tandlægebesøg eller når du skal vaccineres før din rundrejse i Asien. Det vil sandsynligvis ikke hjælpe på dig.

Jeg deler for at minde dig om, at de erindringer vi har og det, der tidligere har hjulpet os igennem en given situation eller hændelse, også vil virke i alle årene efter. Og vi kan vælge at styrke det ved at genkalde os den positive begivenhed, se, mærke, føle og fornemme alt de gode og køre erindringen igen og igen. På den måde stiger sandsynligheden for, at vi en anden gang i en lignende situation vil tage de samme værktøjer i brug og hjælpe os selv igennem – smart ikke?

For mig er det remsen, jeg lærte for snart 15 år siden, der hjælper mig hver gang jeg skal minde mig og min krop om, at vi kan langt mere end vi tror, og at den smerte vi opfatter er noget, vi i mange tilfælde er i stand til at justere.

Så hvad har du af oplevelser, hvor du gjorde noget godt for dig selv, som hjalp dig lige der i situationen? Noget, der gjorde dig fri for smerte, stolt eller måske bare glad i låget?

Leg med – prøv selv at tænke på situationen – lev den igennem, mærk og tag det hele ind og fornem, hvordan du bliver i bedre humør, genoplever stoltheden, lettelsen eller hvad der nu var det positive i oplevelsen. Og vid, at jo mere du genkalder netop denne oplevelse, desto hurtigere bliver du i stand til at finde den positive følelse frem som du forbinder med netop denne hændelse, og du vil snart blive i stand til at give dig selv denne gave på svære dage, hvor du har særligt brug for det!

God fornøjelse!

P.S. Vær opmærksom på at det samme gør sig gældende ved dårlige oplevelser, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt ikke at køre disse på repeat. Øv dig i stedet på at genkalde dig de gode oplevelser, så det er dem der fylder og skaber mønstre og vaner i stedet.

P.P.S. Som du måske kan regne ud, endte tandlægebesøget med at blive langt mindre bekosteligt end forventet. Og så var det, at jeg kom til at tænke på Emil fra Lønneberg og historien om den gang hans hoved sad fast i suppeterrinen. Sikke en masse penge han ”sparede” hos lægen ved selv at knalde hovedet mod bordkanten, så den gik itu 😊

Efterårsrengøring

Efteraarsoprydning

Om foråret har vi for vane at gøre en indsats med rengøringen (eller i hvert fald taler vi meget om det). Vi gør rent, vasker vinduer og gør klar til at lukke sol og varme ind. Vi rydder vinterens spor – stiller borde og bænke frem og planter blomster i krukker eller kasser.

Der ikke er helt samme vibe og hype over, at gøre det samme om efteråret – i hvert fald ikke hos mig. Jeg har savnet sådan en efterårs-rengørings-bølge. For har du tænkt over, hvor dejligt det vil være, at gøre hulen klar til en inde-periode? Tillade dig selv at kaste et blik indenfor og gøre klar til måneder, hvor det er her du og dine skal tilbringe mange timer og der, hvor energien skal hentes, når det på en hverdag er for mørkt at samle energi i naturen.

Faktisk vil jeg påstå, at en efterårsrengøring er mindst lige så påkrævet som en forårsrengøring – både fysisk og mentalt, så vi har noget at stå imod med når dagene bliver kortere og kulden bider os i næsen. Præcist som en forårsrengøring kan give plads til ny og frisk luft, kan en efterårs-klargøring være med til at trække sommerminder, lys og lune aftner langt ind i årets sidste måneder.

Jeg er gået i gang – det er super fedt! Men inden jeg går i bro over mine egne evner, og udråber mig som efterårs-energi-oprydnings-ekspert, så skal jeg indrømme, at jeg har haft et langt tilløb – havde set det komme – oprydningen altså. Vi skal nemlig flytte, og da vi i foråret satte huset til salg, lovede jeg min mand at få ryddet op og smidt ud, så vi ikke skal bruge plads og kræfter på at flytte ting med, som vil få det bedre et andet sted – enten på genbrugspladsen eller i andre hjem.

Men altså – jeg startede et andet sted. I forventningen om, at jeg snart skulle rydde op, kørte jeg fingrene henover bogreolens mange meter efter hjælp. Og fandt den bog jeg købte og læste første gang i 2001. At smide ud har altid været lidt svært for mig og bogen har hjulpet mig tidligere, så jeg besluttede at læse den igen, før jeg gik i gang.  Den er god. Den holder stadig, og som så meget andet vi ser, læser eller oplever for anden, tredje eller femte gang, får jeg nu øje på nye input. Ord, jeg slet ikke kan huske at have læst (eller forstået) ved første gennemlæsning, taler nu højt til mig. Oplever heldigvis også, at der rent faktisk er tips fra bogen, som jeg igennem de seneste 16 år har formået at integrere som vaner – i det mindste periodevist.

Nå – men straks jeg havde læst bogen, blev jeg i stand til at gennemgå den første skuffe. Jeg var i gang og har siden taget lidt hver eneste dag.

Og ikke overraskende, sker der det, at mens jeg rydder op i mine skabe og skuffer, bliver mit hoved også mere klart og mit mentale overskud vokser. For hver kasse jeg smider i småt brændbart letter en indre tåge og jeg bliver bedre i stand til at overskue og få andre ting gjort eller tænkt færdigt.
Det ydre og indre går hånd i hånd – og ved at kick-starte noget det ene sted, så starter der automatisk noget et andet sted. Uanset om det er udefra og ind eller omvendt!

Jeg er langt fra i mål (vi er heller ikke flyttet endnu), men glæder mig hver dag over processen og den energi og klarhed der følger med. Og det var bare lige det, jeg gerne ville dele med dig – så du kan blive inspireret, hvis du som jeg har brug for at få ryddet op, eller for at blive mindet om, at der (ud over færre nullermænd) følger mange andre fordele med sådan en efterårsrengøring.

Ha’ en magisk mandag!

P.S. Er du nysgerrig på hvilken bog jeg genfandt på hylden, så se med på Instagram

P.P.S. Ønsker du en indefra-og-ud start, så grib en af mine efterårs-energi-pakker og få tømt din indre skraldespand!

Om Fyrtøjet og et los i r….!

Fyrtøjet

Skulle sortere en bunke papirer forleden, og faldt over den tegning, du ser ovenfor. Den er tegnet af min søn. Da jeg hentede Christian fra skole, fortalte han, at de havde fået læst Fyrtøjet af H.C. Andersen. Hjemme tømte vi skoletasken, tegningen dukkede op og vi havde følgende dialog:

Mig:                   Tegnede du den her tegning, efter I havde hørt historie?
Christian:         Ja
Sammen fik vi udpeget heksen, træet og soldaten med geværet i hånd.
Mig:                   Er det så hunden med øjne så store som tekopper – møllehjul – eller Rundetårn? Siger jeg og peger på det dyr, der hænger højere oppe på tegningen.
Christian:         Næ – det er en kanin, der får et los i røven af soldaten!

Og her løb jeg så tør for ord, forsøgte ikke at bryde ud i latter, og nåede derfor ikke at spørge om mere, før knægten var videre i dagens tekst.

Ja – ordvalget kunne jeg som mor godt have ønsket mig anderledes, men omvendt er det et udtryk, vi reelt bruger en del her  i husstanden, så det kan jeg nok ikke sige så meget til. Jeg har ikke tænkt meget over tegningen siden.….før jeg fandt den igen forleden.

Hvorfor var det, at den lille kanin skulle have et los i røven? Måske var var det tiltrængt? Måske var det slet ikke en straf, men et velment skub? Og måske havde kaninen selv bedt om det?

Åh jo – lidt voldsomt, men hvad nu hvis kaninen ikke forstod det på anden måde?

Og se – det kender jeg godt! Af og til er et vink, et hint, en kærlig bemærkning nok til at få mig til at skifte spor, få øje på noget nyt, en anden mulighed eller bare få mig op i gear.

Andre gange skal jeg have et gebommerligt los i røven – også selvom det gør nas.

For eksempel som det styrt jeg tog ned ad vores trappe tidligere på året.  Har gået op og ned af den trappe i snart 7 år, så hvorfor jeg skulle glide netop den aften, ved jeg ikke, men faktum er, at episoden satte gang i flere ting og mange tanker – både hos mig og hos andre. Det åbnede op for nye samtaler, indsigter og oplevelser.

Jeg oplevede blandt andet,…
….kærlighed, omsorg og sårbarhed på tætteste hold, og blev konfronteret med min angst for at miste (eller blive mistet).
….hvordan en paramediciner blev min nye bedste ven for en kort stund, og jeg så vores sundhedsvæsen indefra, og mødte flinke mennesker, der med spørgsmål, omsorg og pleje fik mig på sikre ben igen.
….overstrømmende taknemlighed for alt hvad jeg har i mit liv, og en reminder om, at det kan ændres på et splitsekund!

Jeg er længe videre efter trappestyrtet – der skete ikke noget, men effekten og læringen nyder jeg stadig godt af – hver dag!

Nu bruger jeg tegningen til at minde mig om livets los i røven. Der kan ligge noget godt gemt i dem alle sammen – hvis vi vælger at lede.

Hvilke los får du tildelt? Ømmer du dig, og føler dig uretfærdigt behandlet? Eller vælger du at finde læring i dem?

Rigtig god weekend!

P.S. Hvad nu hvis jeg i virkeligheden var kaninen på tegningen, og det illustrative los i røven var ment til mig? Og hvad nu hvis jeg et øjeblik anerkender det faktum, at børn har verdens kraftigste radarsystem, når det kommer til energier, og derfor ofte ser tegn og tendenser, længe før vi andre. De forstår det bare ikke, men sender os alligevel små vink. Nogen gange i form af deres opførsel – andre gange i en tegning? Tankevækkende er det i hvert fald, at tegningen og dialogen fandt sted ugen før, jeg faldt på trappen.

P.P.S. Hvis det trods alt bare er en tegning, mon kaninen så lærte noget af sin oplevelse? Måske at den skal holde sig fra soldater tegnet af en 6-årig, men det er jo også nyttig viden! 

Torsdagens tilfældigheder

Rimfrost græsplæne

Si’r det bare: Jeg tror ikke på tilfældigheder!  Og var jeg i tvivl før, så er al tvivl nu væk – præcis som rimfrosten på græsplænen i morges.

Kort fortalt har jeg de sidste uger ladet op til forandring – i går blev det til handling. Formålet bag handlingen var at være tro mod den fornemmelse, jeg har i maven, vise over for mig selv (og hvem der ellers kigger med), at jeg tør stå ved det, og så ellers have mod til at se, hvad det bringer med sig i energien.

Og hvad sker der så? Jo…….I dag står jeg op til det mest fantastiske vejr – rimfrost og høj sol, glad familie og god tid. Får afleveret unger i god stil, handlet det sidste, spist morgenmad og givet formiddagens første behandling. Jeg valgte at køre til vedkommende, da muligheden lige bød sig, tiden var god og jeg vidste, at det ville blive værdsat.

Efter behandling – stadig god tid og i endnu højere forårshumør, svingede jeg omkring et byggemarked og fyldte bilen med kapilærkasse+skjuler samt potter og kartofler, der i aften lægges til spiring i vindueskarmen. Havde i realiteten ikke-klient-relaterede opgaver på programmet resten af dagen, som jeg kunne klare hvor som helst, men valgte at køre til klinikken.

Nu tænker du måske ”Okay Liv – hvor vil du hen med det? Rimfrost og høj sol var forudsagt af DMI, og hvad rager det mig, at du har så meget overskud på en hverdag, at du bilder mig ind, at du er på forkant med tiden.” Ja ja – tålmodighed min ven – nu skal du høre…..

Landing i klinikken indebærer altid en kedel varmt vand og en kande koldt vand. Mens jeg ventede herpå i etagens the-køkken, skal en anden fra huset her tanke vand fra hanen, og før vi ved af det, har vi en virkelig interessant samtale – for mig i hvert fald. Jeg oplevede, at blive set, hørt og forstået. At der var interesse for det jeg laver, og at personen overfor mig har erfaringen og troen på, at et arbejdsliv kan stykkes sammen på anden vis end 8-16, at rigdom er mange ting, at der er både og, at der er mere mellem himmel og jord og…og…

Vi udvekslede visitkort og flyers, og jeg glæder mig allerede til næste møde, der nok bliver lidt mere planlagt.

Jeg når kun lige at hælde vand over min the, før der tilfældigvis står en kvinde udenfor min dør – uden ærinde hos mig. Vi falder i snak, og så sker det hele en gang til…..: Jeg føler mig set, hørt og forstået. Kvinden har levet det arbejdsliv, jeg hårdnakket påstår er muligt – stykket sammen af elementer og forandret undervejs med udgangspunkt i sjov og glæde! Og helt uopfordret fik jeg gratis input og inspiration.….og vi udvekslede flyers og visitkort, så vi kan mødes igen en dag.

Nu lyder det måske som om, jeg ellers aldrig møder mennesker, der forstår, hvad jeg laver eller udviser interesse herfor. Jo jo – det gør jeg, men det er ikke hver dag, at jeg render på en mand og en kvinde indenfor den samme time og oplever, energien så stærk og dialogen er så givende uden at jeg har gjort noget som helst for at opsøge den.

Tilfældigt? Hvad var der sket, hvis jeg fx havde arbejdet hjemmefra? Ikke var i forårshumør og var ankommet før? Eller landet senere? Eller haft en anden energi.

De her hvad nu hvis’er er ligegyldige, for jeg var her til rette tid og klar til at møde netop disse to mennesker. Intet er tilfældigt!

Og nu har jeg travlt, for jeg vil i centret og købe det jeg mangler, hjem og samle kapilærkasseskjuler (selvom det er alt for tidligt at plante noget), røre til frikadeller og tage imod min elskelige familie. Nu på bagkant af tiden, for den har jeg faktisk ikke styr på længere.

Og ja – det kan da godt være, at min tvivl vender tilbage i morgen eller senere, men ligesom solen nok igen i morgen må fjerne rimfrost på græsplænen, så vil jeg få tvivlen til at forsvinde med nye tilfældige ikke-tilfældigheder.

Jeg ønsker dig en tilfældig torsdag!

Rammstein og Heart Coherence

RammsteinHeartCoherence

I et tidligere indlæg var jeg inde på Vild med dans og Nephew og de, der kender mig ved, at musik altid har haft stor betydning for mig.

Så dette indlæg handler også lidt om musik og oplevelser, der for mig vækker en perlerække af positive erindringer, som jeg igen og igen kalder frem, når jeg skal give min krop den største forkælelse.

På det uddannelsesforløb jeg deltog i på Mallorca sidste år, blev vi blandt andet klogere på heartmath og heart coherence – hvor godt vi har af at være i denne tilstand, og hvordan vi kan træne det.
Du kan læse meget mere om emnet på www.heartmath.org hvor der også står en hel del om om research, forklaringer og definitioner.

Erindringer og musik kan bl.a. bruges til at hjælpe os ind i denne tilstand, og på undervisningen fik vi input om klassiske musikstykker og diverse alfa-meditationsfiler – med og uden tale ind over.

Jeg er til stort set al slags musik – fra disco til rock, men ejer nok et lidt anstrengt forhold til den klassiske musikgenre og ærligt, så har jeg ingen meditations-playliste på min Spotify. Om det er fordi jeg ikke er nået derind, om jeg er i benægtelse, ikke voksen nok, ikke har givet mig nok hen eller specifikt vælger at være Rasmus modsat – det ved jeg ikke…..og i denne fortælling er det uden betydning.

Men altså…på det her intense Mallorca-uddannelsesforløb havde vi på skift behov for at stemple ud. De fleste andre på holdet trak sig enten hen i stilhed eller med meditationsmusik, lydfiler eller klassisk i ørerne. Jeg trak mig også, men for mig var det Rammstein, der gav den største ro. Det var til lyden af ”Sonne”, ”Mein Herz Brennt” og ”Links 2 3 4” fra Mutter albummet, der gjorde det for mig. Jeg behøvede ikke lytte i timer, et par numre for fuld styrke var nok. Lige give kroppen lov til at følge med, være tilbage i koncerten på Tinderbox og mærke energien, glæden og taknemligheden over så fed en musikoplevelse med veninderne en sommernat i Odense.

Og ja – det lyder måske mærkeligt, men vi testede det faktisk i heart math programmet. Først uden musik – vejrtrækning, coherence, ind i grøn zone. Derefter Sonne med Rammstein i ørerne. Først blev det helt rødt – absolut no coherence (men der er altså også virkelig meget energi i deres musik) og så vupti i grøn – præcist som jeg gled tilbage i koncerten og tog hele oplevelsen ind.

Pointen i min historie er, at vi er alle forskellige. Det kan godt være, at en meditationslydfil ville gavne mit system, men når nu jeg specifikt har koblet så meget positivt på tysk trampe rock, så er det faktisk også en mulighed – for mig.

Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke være rigtigt for min næste – og vice versa. Måske er der flere muligheder og måske er der slet ikke tale om et ”enten/eller”, men mere et ”både/og”.

Hvilken musik og hvilke oplevelser giver dig det største kick, de mest positive billeder og den største ro?

P.S. Vil du vide mere om det intense uddannelsesforløb, jeg var på, så kan du se et kort interview af først Helle og siden mig i dette klip på YouTube.

Der er Mallorca afgang igen dette forår, hvis du er hurtig på en af de sidste pladser, og hvis det skulle være noget for dig.

P.P.S. Og YouTube….hvad det gjorde ved mig og min komfortzone at sidde foran et kamera, er en helt anden snak. Lad mig sige det sådan, at det var fedest bagefter, og at Rammstein fik trampet oplevelsen til rette i min krop på vej hjem i bilen :-)

Kære influenza…..

Kære influenza

Så blev det vores tur…influenzaramte børn, hjemmedage og alt hvad det bringer med at øget pres i en travl hverdag.

Det startede med en weekend væk fra familien, hvor jeg blev begavet og belastet på samme tid – inspirerende snakke, grin og god mad kombineret med lidt for meget rødvin, for lidt søvn og for meget dårlig samvittighed overfor familien, forretningen og….for fa’en alt muligt.

Den yngste blev feberramt, mens jeg var væk. Mandag tog jeg ham med til et netværksmøde og skubbede øvrige aftaler. Sagde til mig selv at det var ok, trods alt mindre effekt, end hvis min mand skal blive hjemme, men kunne ikke undvige en snigende fornemmelse af tidspres.

Tirsdag og onsdag…..barn stadig med brandhøj feber nu i selskab med ældste barnet. Jeg blev hjemme med ungerne. Nu med lidt mere ro – ingen panik, aftaler flyttet, og backupplan for torsdag og fredag fastlagt. Men i baghovedet…..hvor længe varer den her influenza-omgang? Taler de virkelig om 10-11 dage? For sagomel – det har vi bare ikke tid til, unger bliv nu raske…..bare vi andre ikke bliver smittet! Har jeg ikke lidt ondt i halsen?

Torsdag retur i klinikken – afløst derhjemme. Fin dag, men noget træt og netop som jeg valgte at opgive min planlagte træning, blev jeg overmandet af træthed og hovedpine. Ok – jeg giver op. Jeg bliver da bare hjemme med ungerne fredag. 4 af 5 dage – det skal da også være op ad bakke. Øv bøv – synd for ungerne og synd for mig.

Her til morgen – hovedpine og snot, men hov – måske egentlig den hyggeligste dag i ugen….?! Havde fra morgenstunden erklæret mig selv for syg – ingen øvrige pligter, så der har været tid til at se tv, spille spil og bare hænge ud med ungerne uden dårlig samvittighed. Det gav mig også tid til (modsat de andre dage) at bladre i en fagbog, og tilfældigt (…måske) ramte jeg et kapitel om emnet kropsind, sygdom vs. manglende velbefindende, og spørgsmål om, hvad der sker, når vi finder følelsen bag en fysisk tilstand. Oh my – hvad nu hvis jeg ikke behøver at få influenza? Hvad nu hvis det er  en venlig henstilling til, at sætte tempoet ned, og være rigtig til stede – også med ungerne? Hvad er bonus ved at have ondt af mig selv? Hvad ville gevinsten være ved at give efter for det, jeg i virkeligheden tror på? Hvis jeg lytter og bare tillader mig at være? Kunne jeg så slippe det hurtigere?

Ha – jeg gav det et forsøg. Hovedpine væk, fedt! Ny energi og knapt så meget snot…..fik bevæget os udenfor – ungerne hoppede lidt rundt, skøn luft, mere energi. Flyttede og stablede nogle trillebøre brænde ved hoveddøren og tanket med frisk luft og mere energi, blev der sat aftensmad på bordet og frekvensen for at pudse næse er allerede kraftig nedsat.

Hvis det fortsætter, er der stor sandsynlighed for, at der er kræfter nok til træning i morgen, og vi behøver måske slet ikke aflyse det bord, vi har bestilt på den amerikanske diner i morgen aften?!

Kære influenza – tak for hjælpen! Tak for tiden og for (gen)indsigten!

Og kære dig, der læser med – jeg håber, at du holdes influenzafri. Hvis ikke, kan det være, at du i indlægget her kan finde inspiration til at gå til sygedagene på en ny måde. Giv det i det mindste et forsøg 😉

Rigtig god weekend!

P.S. Skulle influenzaen få fuldt tag i mig på trods, så er der heldigvis ingen, der kan tage denne dejlige dag tilbage.

Vild med dans, taknemmelighed og håb

2016-45 VildmedDans

Sidste weekend stod på sommerhustur med tøserne. En weekend med veninderne byder altid på god mad, interessante snakke og efterfølgende refleksioner. Sommerhuset kender vi, hinanden kender vi og stemningen var til en rolig fredag med sushi og ikke for meget halløj. Derfor var der også plads til at tænde for fjernsynet, da Vild med dans afgørelsen i sæson et-tusinde-to-hundrede (eller måske kun sæson 13) var uundværlig for den ene veninde.

Som spændingen steg og afgørelsen nærmede sig, måtte jeg (igen) konstatere, at jeg ikke har den store interesse i den udsendelse – jeg ved intet om dans, og alligevel finder jeg ro, når den ruller over skærmen og jeg fyldes af taknemmelighed og håb…….også denne fredag.

Og hvorfor så det? Jo – jeg blev lige ført ti år tilbage – til tidligere mørke fredagsaftner med Vild med dans i selskab med selvsamme danseinteresserede veninde.

I efteråret for ti år siden var mit liv super spændende med en karriere, der var ved at tage fart – og virkelig skræmmende, da jeg stod med et privatliv i opbrud.

Det blev et efterår (og vinter) i en dans på roser og torne, der gik fra tango til vals i et mærkeligt musikalsk medley af sørgmodige sjælere og up beat numre – med mig i et væld af farver, følelser og forvirring.

Og midt i det hele var der Vild med dans – i selskab med min tålmodige veninde, der både skulle holde trit med alt det i mit hoved, stå model til mine humørudsving og (til tider ret så uretfærdige) udbrud. Hun holdt ved, blev sammen med mig på fredage aftener og insisterede på, at vi så Vild med dans. Tålmodigt forklarede hun, hvorfor det ene par var bedre end det andet, og selvom det heller ikke den gang havde min interesse, så blev det til et tiltrængt pusterum for alt, hvad der ellers foregik i mit liv og i mit hoved.

Når jeg lagde mig i sengen efter sådan en aften, var det med følelsen af taknemmelighed kombineret med et håb og tro på, at alt kommer til at gå fint.

Nu i fredags blev jeg fyldt af samme taknemlighed, håb og overbevisning om, at alt nok skal gå. Det var rigtig dejligt – og velkomment og tiltrængt. I dette efterår er mit liv nemlig stadig super spændende – nu med børn der vokser sig store og et privatliv i ro, – og også skræmmende, fordi jeg kun er på min fjerde måned som selvstændig, hvilket er fedt men samtidig også uvant og usikkert.

En del af mit arbejde tager udgangspunkt i, at erindringer kun er erindringer for hovedet. For krop og hjerte er det nuværende begivenheder. Det betyder, at når vi oplever en følelse vi kender fra tidligere, så er det ikke kun følelsen fra den nuværende begivenhed, vores krop responderer på. Kroppen husker og responderer samtidig på alle de andre gange, vi har haft denne følelse i tidligere begivenheder. Det arbejder jeg meget bevidst på sammen med mange af mine klienter. Primært fokuserer vi på at ændre energien i de erindringer, der ikke støtter, så negative hændelser ikke længere trigges og opleves i kroppen igen og igen.

I forlængelse heraf er det mindst lige så vigtigt, at vi også bliver opmærksomme på erindringer og overbevisninger, der støtter os. At vi lægger mærke til, hvad der trigger disse positive oplevelser, så vi kan kalde det frem, når vi har brug for det. Hver gang vi kan trække de positive oplevelser frem, styrker vi vores krop og hjerte.

Hvilke erindringer har du, som støtter dig – og hvordan kalder du dem frem, så du kan give din krop og dit hjerte denne gave – igen og igen?

Bedste hilsner fra Liv

P.S. Igen og igen – jeps – første skæring fra Nephew-albummet Interkom Kom ind, er for mig en anden vild trigger af fantastiske erindringer fra samme periode tilbage i 2006. Den tager afsæt hos en af de andre veninder i vores tøse-weekend-kvartet. Det kan være, at jeg deler den historie med dig en anden gang 🙂

At føle frygt er godt…..bare ikke hele tiden!

panic-keyboard

At føle frygt og blive bange er en livsvigtig egenskab – det er den grundfølelse, der vækker vores urinstinkt. Det holder os på tæerne og skal sikre, at vi undgår det, der kan skade os.

Når vi føler frygt aktiveres vores reptilhjerne og gør os klar til enten at kæmpe eller flygte. Hjertet banker hurtigere og vejrtrækningen øges for at skrue op for ilt-og blodtilførslen til de store muskelgrupper, så vi fx kan løbe stærkere eller slå hårdere, end vi ellers er i stand til. Samtidig skrues der ned for andre dele af kroppens funktioner – blandt andet for hovedet og de indre organer. Vi har ikke brug for at tænke og de indre organer er momentalt uvigtige, når vi slås eller løber for livet.

Det kan også være, at vi fryser – bliver ude af stand til at gøre noget som helst. Som handlingslammet må vi derfor blot vente og håbe, at faren forsvinder, så vi atter kan bevæge os igen.

Når faren er drevet over, og vi er kommet i sikkerhed, justerer kroppen sig selv og vender tilbage til normal drift, hvis man kan sige det sådan. En justering kan blandt andet være, at kroppen føler sig træt, fordi den trænger til hvile efter kraftanstrengelsen.

Det er virkelig smart! Særligt den gang vi fx stod overfor farlige dyr, når vi gik på jagt i skoven.

Det daglige trusselbillede har imidlertid ændret sig over tid. I dag er der naturligvis en del ting, vi skal være opmærksomme på og holde os på tæerne over, men sådan direkte livstruende farer er der ikke så mange af. Det ved vores reptilhjerne bare ikke – kroppen og urinstinktet kan ikke skelne mellem farer.
Når du derfor i dag mærker frygten/bange-følelsen, så træder urinstinktet behjælpeligt til for at hjælpe dig ud af situationen og sikre din overlevelse.

Tak for det krop – men det er måske ikke helt så hensigtsmæssigt, at lukke ned for indre organer og hoved, når du står i en eksamenssituation eller en jobsamtale.
Det kunne måske også være rart, at tage med familien på rejse uden at skulle være ødelagt i krop og hoved af frygt for flyveturen før og under afrejse. Og så igen få de sidste par dage af ferien spoleret på grund af selv samme frygt for hjemrejsen.

Det kan du faktisk gøre noget ved. Med Emotionel Friheds Teknik (EFT) kan du få hjælp til selv at berolige din krop i de situationer, hvor du har reaktioner, der hæmmer dit liv.

Man kan kalde EFT for emotionel akupunktur uden nåle. Med EFT kan du trække den følelse frem, der generer dig og slukke for den, når det er hensigtsmæssigt.

Med EFT og Matix Reimprinting kan du få hjælp til at finde den dybereliggende årsag til, at din frygt aktiveres af bestemte ting og få indsigt i, hvilken overbevisning, der ligger bag. Det giver dig muligheden for at arbejde med og ændre den overbevisning, hvorved dine reaktionsmønstre også ændres.

Har du lyst til min hjælp, så book tid på min side lige her. Har du brug for at vide mere eller har du spørgsmål, så tag endelig fat i mig på telefon eller mail.

Veloverstået Grand Opening og snart åbent hus

GrandOpening2
Så blev det endelig dagen, hvor WTC Healthcare Center havde sin officielle åbning.
Torsdag den 1. september 2016 kl. 14.00 slog vi dørene op for den inviterede presse, virksomhedsledere fra lokalområdet og ikke mindst Borgmester Jesper Würtzen.
Ib Henrik Rønje, ejer af WTC Ballerup åbnede med en tale og fortalte om rejsen fra købet af Siemens tidligere hovedkvarter til etableringen af World Trade Center. Ib Henrik gav ordet til sin søster Benedicte Rønje, der er direktør for WTC Healthcare Center. Benedicte fortalte om vejen fra business case til kontrakt med første lejer, Plus1, om ombygningen og åbningen. En rejse, der har taget mindre end et år.
Jesper Würtzen, Borgmester i Ballerup kommune rundede af med en kort tale om det gode samarbejde først med WTC og siden WTC Healthcare Center, og efter klip af snoren blev de blå WTC Healthcare balloner sendt til vejrs.
GrandOpening1
Udenfor stod High on Juice for forfriskninger og indenfor blev gæsterne budt på goodiebags, bobler og lidt let at spise. Klinikkerne blev besøgt, og der gik en livlig snak. En rigtig dejlig eftermiddag.
Torsdag den 8. september fra kl. 15-18 er det så offentlighedens tur til at komme til åbent hus. Da jeg er på efteruddannelse de næste to uger, kan jeg desværre ikke invitere jer indenfor den torsdag, men kig endelig forbi, se dig omkring og besøg alle de andre skønne klinikker og behandlere.
Jeg håber, at se dig en anden gang! Hvis ikke i klinikken eller her på min hjemmeside, så på facebook – her vil jeg meget sandsynligt pippe lidt om, hvad det er jeg skal lære i Mallorca skønne omgivelser 😉
Du finder mig i klinikken igen fra mandag den 19. september.