Rammstein og Heart Coherence

RammsteinHeartCoherence

I et tidligere indlæg var jeg inde på Vild med dans og Nephew og de, der kender mig ved, at musik altid har haft stor betydning for mig.

Så dette indlæg handler også lidt om musik og oplevelser, der for mig vækker en perlerække af positive erindringer, som jeg igen og igen kalder frem, når jeg skal give min krop den største forkælelse.

På det uddannelsesforløb jeg deltog i på Mallorca sidste år, blev vi blandt andet klogere på heartmath og heart coherence – hvor godt vi har af at være i denne tilstand, og hvordan vi kan træne det.
Du kan læse meget mere om emnet på www.heartmath.org hvor der også står en hel del om om research, forklaringer og definitioner.

Erindringer og musik kan bl.a. bruges til at hjælpe os ind i denne tilstand, og på undervisningen fik vi input om klassiske musikstykker og diverse alfa-meditationsfiler – med og uden tale ind over.

Jeg er til stort set al slags musik – fra disco til rock, men ejer nok et lidt anstrengt forhold til den klassiske musikgenre og ærligt, så har jeg ingen meditations-playliste på min Spotify. Om det er fordi jeg ikke er nået derind, om jeg er i benægtelse, ikke voksen nok, ikke har givet mig nok hen eller specifikt vælger at være Rasmus modsat – det ved jeg ikke…..og i denne fortælling er det uden betydning.

Men altså…på det her intense Mallorca-uddannelsesforløb havde vi på skift behov for at stemple ud. De fleste andre på holdet trak sig enten hen i stilhed eller med meditationsmusik, lydfiler eller klassisk i ørerne. Jeg trak mig også, men for mig var det Rammstein, der gav den største ro. Det var til lyden af ”Sonne”, ”Mein Herz Brennt” og ”Links 2 3 4” fra Mutter albummet, der gjorde det for mig. Jeg behøvede ikke lytte i timer, et par numre for fuld styrke var nok. Lige give kroppen lov til at følge med, være tilbage i koncerten på Tinderbox og mærke energien, glæden og taknemligheden over så fed en musikoplevelse med veninderne en sommernat i Odense.

Og ja – det lyder måske mærkeligt, men vi testede det faktisk i heart math programmet. Først uden musik – vejrtrækning, coherence, ind i grøn zone. Derefter Sonne med Rammstein i ørerne. Først blev det helt rødt – absolut no coherence (men der er altså også virkelig meget energi i deres musik) og så vupti i grøn – præcist som jeg gled tilbage i koncerten og tog hele oplevelsen ind.

Pointen i min historie er, at vi er alle forskellige. Det kan godt være, at en meditationslydfil ville gavne mit system, men når nu jeg specifikt har koblet så meget positivt på tysk trampe rock, så er det faktisk også en mulighed – for mig.

Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke være rigtigt for min næste – og vice versa. Måske er der flere muligheder og måske er der slet ikke tale om et ”enten/eller”, men mere et ”både/og”.

Hvilken musik og hvilke oplevelser giver dig det største kick, de mest positive billeder og den største ro?

P.S. Vil du vide mere om det intense uddannelsesforløb, jeg var på, så kan du se et kort interview af først Helle og siden mig i dette klip på YouTube.

Der er Mallorca afgang igen dette forår, hvis du er hurtig på en af de sidste pladser, og hvis det skulle være noget for dig.

P.P.S. Og YouTube….hvad det gjorde ved mig og min komfortzone at sidde foran et kamera, er en helt anden snak. Lad mig sige det sådan, at det var fedest bagefter, og at Rammstein fik trampet oplevelsen til rette i min krop på vej hjem i bilen :-)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *