Kære influenza…..

Kære influenza

Så blev det vores tur…influenzaramte børn, hjemmedage og alt hvad det bringer med at øget pres i en travl hverdag.

Det startede med en weekend væk fra familien, hvor jeg blev begavet og belastet på samme tid – inspirerende snakke, grin og god mad kombineret med lidt for meget rødvin, for lidt søvn og for meget dårlig samvittighed overfor familien, forretningen og….for fa’en alt muligt.

Den yngste blev feberramt, mens jeg var væk. Mandag tog jeg ham med til et netværksmøde og skubbede øvrige aftaler. Sagde til mig selv at det var ok, trods alt mindre effekt, end hvis min mand skal blive hjemme, men kunne ikke undvige en snigende fornemmelse af tidspres.

Tirsdag og onsdag…..barn stadig med brandhøj feber nu i selskab med ældste barnet. Jeg blev hjemme med ungerne. Nu med lidt mere ro – ingen panik, aftaler flyttet, og backupplan for torsdag og fredag fastlagt. Men i baghovedet…..hvor længe varer den her influenza-omgang? Taler de virkelig om 10-11 dage? For sagomel – det har vi bare ikke tid til, unger bliv nu raske…..bare vi andre ikke bliver smittet! Har jeg ikke lidt ondt i halsen?

Torsdag retur i klinikken – afløst derhjemme. Fin dag, men noget træt og netop som jeg valgte at opgive min planlagte træning, blev jeg overmandet af træthed og hovedpine. Ok – jeg giver op. Jeg bliver da bare hjemme med ungerne fredag. 4 af 5 dage – det skal da også være op ad bakke. Øv bøv – synd for ungerne og synd for mig.

Her til morgen – hovedpine og snot, men hov – måske egentlig den hyggeligste dag i ugen….?! Havde fra morgenstunden erklæret mig selv for syg – ingen øvrige pligter, så der har været tid til at se tv, spille spil og bare hænge ud med ungerne uden dårlig samvittighed. Det gav mig også tid til (modsat de andre dage) at bladre i en fagbog, og tilfældigt (…måske) ramte jeg et kapitel om emnet kropsind, sygdom vs. manglende velbefindende, og spørgsmål om, hvad der sker, når vi finder følelsen bag en fysisk tilstand. Oh my – hvad nu hvis jeg ikke behøver at få influenza? Hvad nu hvis det er  en venlig henstilling til, at sætte tempoet ned, og være rigtig til stede – også med ungerne? Hvad er bonus ved at have ondt af mig selv? Hvad ville gevinsten være ved at give efter for det, jeg i virkeligheden tror på? Hvis jeg lytter og bare tillader mig at være? Kunne jeg så slippe det hurtigere?

Ha – jeg gav det et forsøg. Hovedpine væk, fedt! Ny energi og knapt så meget snot…..fik bevæget os udenfor – ungerne hoppede lidt rundt, skøn luft, mere energi. Flyttede og stablede nogle trillebøre brænde ved hoveddøren og tanket med frisk luft og mere energi, blev der sat aftensmad på bordet og frekvensen for at pudse næse er allerede kraftig nedsat.

Hvis det fortsætter, er der stor sandsynlighed for, at der er kræfter nok til træning i morgen, og vi behøver måske slet ikke aflyse det bord, vi har bestilt på den amerikanske diner i morgen aften?!

Kære influenza – tak for hjælpen! Tak for tiden og for (gen)indsigten!

Og kære dig, der læser med – jeg håber, at du holdes influenzafri. Hvis ikke, kan det være, at du i indlægget her kan finde inspiration til at gå til sygedagene på en ny måde. Giv det i det mindste et forsøg 😉

Rigtig god weekend!

P.S. Skulle influenzaen få fuldt tag i mig på trods, så er der heldigvis ingen, der kan tage denne dejlige dag tilbage.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *