Vild med dans, taknemmelighed og håb

2016-45 VildmedDans

Sidste weekend stod på sommerhustur med tøserne. En weekend med veninderne byder altid på god mad, interessante snakke og efterfølgende refleksioner. Sommerhuset kender vi, hinanden kender vi og stemningen var til en rolig fredag med sushi og ikke for meget halløj. Derfor var der også plads til at tænde for fjernsynet, da Vild med dans afgørelsen i sæson et-tusinde-to-hundrede (eller måske kun sæson 13) var uundværlig for den ene veninde.

Som spændingen steg og afgørelsen nærmede sig, måtte jeg (igen) konstatere, at jeg ikke har den store interesse i den udsendelse – jeg ved intet om dans, og alligevel finder jeg ro, når den ruller over skærmen og jeg fyldes af taknemmelighed og håb…….også denne fredag.

Og hvorfor så det? Jo – jeg blev lige ført ti år tilbage – til tidligere mørke fredagsaftner med Vild med dans i selskab med selvsamme danseinteresserede veninde.

I efteråret for ti år siden var mit liv super spændende med en karriere, der var ved at tage fart – og virkelig skræmmende, da jeg stod med et privatliv i opbrud.

Det blev et efterår (og vinter) i en dans på roser og torne, der gik fra tango til vals i et mærkeligt musikalsk medley af sørgmodige sjælere og up beat numre – med mig i et væld af farver, følelser og forvirring.

Og midt i det hele var der Vild med dans – i selskab med min tålmodige veninde, der både skulle holde trit med alt det i mit hoved, stå model til mine humørudsving og (til tider ret så uretfærdige) udbrud. Hun holdt ved, blev sammen med mig på fredage aftener og insisterede på, at vi så Vild med dans. Tålmodigt forklarede hun, hvorfor det ene par var bedre end det andet, og selvom det heller ikke den gang havde min interesse, så blev det til et tiltrængt pusterum for alt, hvad der ellers foregik i mit liv og i mit hoved.

Når jeg lagde mig i sengen efter sådan en aften, var det med følelsen af taknemmelighed kombineret med et håb og tro på, at alt kommer til at gå fint.

Nu i fredags blev jeg fyldt af samme taknemlighed, håb og overbevisning om, at alt nok skal gå. Det var rigtig dejligt – og velkomment og tiltrængt. I dette efterår er mit liv nemlig stadig super spændende – nu med børn der vokser sig store og et privatliv i ro, – og også skræmmende, fordi jeg kun er på min fjerde måned som selvstændig, hvilket er fedt men samtidig også uvant og usikkert.

En del af mit arbejde tager udgangspunkt i, at erindringer kun er erindringer for hovedet. For krop og hjerte er det nuværende begivenheder. Det betyder, at når vi oplever en følelse vi kender fra tidligere, så er det ikke kun følelsen fra den nuværende begivenhed, vores krop responderer på. Kroppen husker og responderer samtidig på alle de andre gange, vi har haft denne følelse i tidligere begivenheder. Det arbejder jeg meget bevidst på sammen med mange af mine klienter. Primært fokuserer vi på at ændre energien i de erindringer, der ikke støtter, så negative hændelser ikke længere trigges og opleves i kroppen igen og igen.

I forlængelse heraf er det mindst lige så vigtigt, at vi også bliver opmærksomme på erindringer og overbevisninger, der støtter os. At vi lægger mærke til, hvad der trigger disse positive oplevelser, så vi kan kalde det frem, når vi har brug for det. Hver gang vi kan trække de positive oplevelser frem, styrker vi vores krop og hjerte.

Hvilke erindringer har du, som støtter dig – og hvordan kalder du dem frem, så du kan give din krop og dit hjerte denne gave – igen og igen?

Bedste hilsner fra Liv

P.S. Igen og igen – jeps – første skæring fra Nephew-albummet Interkom Kom ind, er for mig en anden vild trigger af fantastiske erindringer fra samme periode tilbage i 2006. Den tager afsæt hos en af de andre veninder i vores tøse-weekend-kvartet. Det kan være, at jeg deler den historie med dig en anden gang 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *